Tak til vores publikum for opbakningen til vores forestillinger i november 2024!
Læs mere om årets forestilling “Præstapajans Hævn” hér: 2024 Præstapajans Hævn | Bornholmsk Amatørscene
TV2Bornholm vil sende dét program, de har lavet bagom teatertruppen, den 29. dec. kl. ca. 20.15.
Og selve forestillingen sendes dagen efter den 30. dec. kl. ca. 20.00.
Bornholmsk Amatørscene
Bornholmsk Amatørscene har i godt 50 år leveret dramatiske forestillinger til et lokalt publikum på Rønne Theater. Foreningens særkende er, at man søger at vedligeholde interessen for den bornholmske dialekt, dialektkomedie og musik – og med flotte produktioner, som trækker mange glade bornholmere i teateret, giver foreningens medlemmer dermed deres helt unikke bidrag til det bornholmske kulturliv.
Der er masser at rive i, så der er i høj grad brug for frivillige, der ønsker at hjælpe. Det kan være i alle aspekter af teaterarbejdet med fx manuskripter, lys, lyd, kostumer, kulisser og rekvisitter – ja, der er også brug for friske kræfter til hjælp med bestyrelsesarbejdet, så man skal endelig ikke holde sig tilbage.
Bornholmsk Amatørscene har en stærk tradition for at spille en skøn blanding af klassiske, gamle stykker, forestillinger af nyere dato og enkelte helt nye stykker, skrevet specifikt til foreningens brug. I 2022 opførte man fx for anden gang stykket ”Fortuna – Lokkans Godinja”, som forfatteren har stillet gratis til rådighed for Bornholmsk Amatørscene.
Til Rønne Theaters 200-års jubilæum i 2023 bidrog Bornholmsk Amatørscene derfor selvfølgelig med den bornholmsk-sprogede del af jubilæumsforestillingerne, som konkret var en uropførelse af “Râsapâsinj i Piblamarken”. Den var til lejligheden sammenskrevet af originale replikker fra de to kendte dialektkomedier forfattet af den bornholmske dialektkomedies fader, Laurits Wessel. Begge stykker var hver især for lange til denne lejlighed, men da de spiller en helt central rolle i den bornholmske teaterhistorie, skulle de bestemt med ved fejringen. Dæmmeså.
Du kan læse mere og se billeder fra opsætningen hér: 2023 Râsapâsinj i Piblamarken
Bornholmsk Amatørscene opfører i lige år stykker på Rønne Theater.
Vi glæder os til igen at se publikum i teateret!
På hjemmesiderne vil du i øvrigt kunne finde arkivmateriale fra hele foreningens levetid, samt kunne læse lidt om hvad der foregår i foreningen.
Arkivet er til stadighed under opbygning, og hvis du har foto, programmer, plakater eller andet, der knytter sig til vores forestillinger og/eller foreningen, så kontakt os venligst. Vi skanner og kopierer og leverer det naturligvis uskadt tilbage.
Hvis du finder fejl i materialet, så kontakt os venligst.
Forvent ikke daglig opdatering.
Vi har de sidste mange år spillet en forestillingsrække på Rønne Theater hvert andet år.